Gentofte Skole: Den moderne klassiske folkeskole – begyndelsen til noget stort
Vi giver børn og unge lyst til at lære resten af livet.
Vi giver børn og unge mulighed for at udvikle egne og hinandens talenter i samarbejde med skolens ansatte, kammerater, forældre, virksomheder, kulturinstitutioner mv.
Vi giver børn og unge det bedst mulige udgangspunkt til at begynde deres ungdomsuddannelse og deres videre færd i livet, så de får et godt arbejdsliv og bliver gode samfundsborgere.
Fokus på kreativitet og nytænkning
Vores skoleprofil bygger på trivsel og høj faglighed skabt gennem kreativitet, dannelse og forståelse for og deltagelse i fællesskabet.
Vi ser det at kunne arbejde kreativt og nytænkende som én af fremtidens vigtigste kompetencer. Vores børn og unge skal kunne omsætte deres idéer, drømme og tanker til handling.
Vi skal turde at prøve ting af og undre os, men også turde at fejle. For det er dér, vi lærer nyt. Samtidig skal alle kunne samarbejde. Børnenes indbyrdes relationer er nemlig vigtige, når de skal bruge deres viden og erfaringer i nye samspil på tværs af fagene.
Sådan bliver vores børn og unge medskabere af eget liv og fremtid.
Ordentlighed, nærvær og nysgerrighed
I dagligdagen er vi optaget af, at dannelsen af vores børn og unge sker ud fra skolens tre værdier: ordentlighed, nærvær og nysgerrighed.
I praksis betyder det, at vi:
- hilser på hinanden på skolen & dyrker fællesskabet
- møder til tiden, har læst ugeplanen og er forberedte
- udviser hensyn til hinanden, til skolens lokaler og til fællesarealerne
- ser nye opgaver som noget, vi sagtens kan lære og klare
- deltager nysgerrigt og engageret i egen og andres læring
- er opmærksomme på, om vi selv og vores kammerater har det godt
- tør prøve ting, som vi ikke har prøvet før
- oplever og erfarer, at fejl udvikler os
4 praksisser for en moderne klassisk folkeskole
Gentofte Skole er en moderne klassisk folkeskole. Det oplever vores børn, unge og forældre i følgende fire praksisser:
Det faglige fundament
Vi bestræber os på at give alle et solidt fagligt, bogligt fundament i trygge rammer. I de faglige forløb skal alle individuelt og i samarbejde bruge den erhvervede viden i projekter og nye sammenhænge. Vi kobler hele tiden det faglige fundament op på anvendelse i praksis, så vi støtter vores børn og unge i at iagttage verden med nysgerrighed og finde løsninger på virkelige problemstillinger. I skoleforløbet arbejder vi eksempelvis med innovative projekter som Lego WeDo, First Lego League, teaterprojekt og Projekt Edison.
Samarbejde med virksomheder og undervisningsinstitutioner
Vi åbner verden omkring skolen og samarbejder med virksomheder og andre undervisningsinstitutioner. Det kommer blandt andet til udtryk i vores samarbejde med andre folkeskoler i kommunen og ved vores årlige tradition ”Åben Skole”, hvor skolens forældregruppe overtager undervisningen for en dag. Vi har også et samarbejde med Aurehøj Gymnasium, hvor de unge i udskolingen får mulighed for at snuse til de forventninger, de vil blive mødt af i gymnasiet.
Traditioner
Vores dagligdag består af en række traditioner, der sammen med skolens historiske særpræg medvirker til at skabe en ramme for personligt engagement i skolens liv. Det betyder, at de voksne er engagerede og parate til at formidle og understøtte læring fagligt såvel som socialt i samspil med læringsparate og nærværende børn og deres forældre.
Fire gange om ugen begynder vi dagen med morgensang. Vi tror på, at morgensang bidrager til at forstærke både dannelsesmæssige aspekter og fællesskabet. Disse dannelsesmæssige aspekter imødekommer vi også ved at have fokus på de danske traditioner og højtider.
Sociale aktiviteter
Skolen har også sociale elementer, som bidrager til fællesskabet. Fx blandede bolsjer to gange om året, hvor de enkelte klasser blandes på tværs af årgangen. Vi har også trivselsdage og en årlig temauge, hvor hele skolen arbejder med et fælles tema på tværs af klasser. Endelig har vi den årlige julefest, hvor alle børn og unge danser les lanciers.
Skolens motto Fremad - Opad har fulgt skolen i mere end 100 år, og frisen findes den dag i dag i skolens aula. Fremad - Opad skal forstås som fremad i læringsprogressionen og opad som en styrkelse af det individuelle selvværd – gennem skolens mange fællesskaber.